Det var overvældende at tage afsted fra banegården i Viborg. Mest fordi Kasper, Sanne Maj og deres piger pludseligt dukkede op på stationen 10 min i afgang og vinkede os afsted løbende ved siden af toget. (Tak for en skøn overraskelse).

Første stop: Paris. Tog over Aarhus, Kolding, Hamburg, Karlsruhe og så Paris Est. Hele turen tog 21 timer, med indlagte stop og plads til forsinkelser på vejen.

Skumle typer, rejseskepsis og 1 milliard spørgsmål

Drengene gør det så godt og er ind til videre rigtigt gode til at tage tingene, som det kommer. Og det er ret sjovt at opleve både deres skepsis og nysgerrighed på verden. Skepsis er mest overfor:

• Skumle typer, som de synes, der er rigtigt mange af i storbyen
• At der er meget skrald over det hele
• Om maden er sikker at spise

Heldigvis fylder nysgerrighed på verden mest. Så meget at forældrene (læs: mig) er ved at gå amok over at skulle svare på spørgsmål omkring alt mellem himmel og jord:

• Hvad hedder hovedstaden i Serbien?
• Hvordan siger man “is” på fransk?
• Spiser de rugbrød i Ungarn?
• Hvor foregår OL åbningsceremonien?
• Hvad er klokken?
• Hvornår kører toget?
• [fortsæt selv i en uendelig liste]

Jeg øver mig i at holde hovedet koldt under vandfaldet af spørgsmål, og drengene over sig i at spise mad, der ikke er helt som den derhjemme.

Nattog fra 80´erne

Nattog er smart. Man transporteres imens man sover. Man sparer en overnatning. Man kommer tæt på andre rejsende. Men man skal også være klar på lidt frustration og knap så meget søvn.

I Hamburg stiger vi ind i et nattog fra 80´erne med seks liggepladser i én kupe betrukket med mørkerød velour. De 10 minutter, der går lige efter vi er steget ombord er stemningen på sit højeste ligesom mængden af spørgsmål også topper her: Hvor skal jeg sove, hvordan skal jeg ligge her, hvor skal min rygsæk være, hvad med mine hørebøffer, hvem skal sove i den sjette seng.

Efter 45 min. ligger alle på deres soveplads. Og de fleste sover inden for 1/2 time. Ikke mig, som ikke rigtigt får sovet, og som ligger og prøver at overbevise mig selv om, at det ikke gør noget.

Engang midt om natten kommer kupéens sjette passager tumlende ind. Udbryder noget uforståeligt og frustreret. Går ud igen. Kommer ind igen og kravler op i den ene af de øverste køjer. Derefter hører vi ikke mere til ham. 

Kl. 04.30 vækkes vi og forsøger at få os selv og rygsækkene ud på gangen, hvor vi står med søvnige øjne. Betragter landskabet, der suser forbi, imens vi glider ind mod Karlsruhe.

Her er jeg en lille smule opgivende efter ca. 0 timers søvn og tænker, at det måske var verdens dårligste idé at starte ud med nattog, som en slags interrail ilddåb. Men her er det også, at nogle af de superkræfter, man ikke tror man har, sætter ind. Især når børnene har brug for, at man virker som om, at man har styr på det. 

Sådan griber man en due med 1 hånd

Første rejsedøgn sluttede af på toppen. De to ældste og Hans nåede toppen af Eiffeltårnet kl. 16.00, imens yngste og jeg tog et bad og en slapper på vores vandrehjem.

Vi har tilbragt to skønne dage i Paris hvor vi har

• set Triumfbuen, Champs-Élysées, Notre Dame, Louvre (udefra), Centre Pompidou, Stravinsky Fontænen
• boet på et rigtigt godt vandrehjem
• lavet mad sammen med 7xLupin i et fælleskøkken
• gået 19.000 skridt på en dag gennem Paris´ gader (Hans skridt – dvs. ca 35.000 skridt for Julius)
• lært grundlæggende franske gloser som baguette, pissoir, oui, no, madame, c´est bon
• oplevet en by, som er mere eller mindre en stor byggeplads frem mod OL. Det er lidt som om, de er kommet i tanke om, at de hellere lige må gøre det lidt pænt, gøre rent og rydde op inden hele verden kigger med. Gad vide om de når det?
• betalt en bøde på 60 euro i metroen. (Vores forsøg på at købe en børnebillet til Julius har ikke været så helhjertede, så han er hoppet med mig igennem billetslusen. Men den går ikke! Vores sidste tur med den parisiske metro ender derfor med et møde med en kontrollør og en bøde på 60 euro, som vi betaler. På trods af forsøg på at spille dumme danskere og stærke argumenter, som fx. at de ikke snakker engelsk i metroens information, hvilket i øvrigt var helt korrekt)).

Og når jeg spørger drengene, hvad de husker fra Paris, så er det ham vi mødte på gaden, som kom gående og greb en due med én hånd lige ved siden af os.