Fredag d. 19. juli 2024

Jeg har lige præcis syv minutter til at få hele vores rejse ombooket og til at få familien over på perronen, hvor toget kører fra. Ellers har vi ikke noget sted at sove i nat.

Et halvt år siden vi halsede afsted

Det er nu lidt over et halvt år siden, jeg stressede af sted på stationen i Avignon med håbet om en hurtig ombooking og med familien halsende efter mig.

Et halvt år siden vi var afsted på vores livs togtur på interrail gennem Europa. Og dermed er det også på høje tid, at jeg får færdiggjort de sidste par kapitler af vores rejsedagbog fra turen.

Fransk arrogance bag skranken

Det var uden nogen anelse om hvilken vild, intens og virkelig lang rejsedag, vi begav os ud på, at vi i ro og mag fandt busstationen i Annecy.

Dagen forinden havde Hans og jeg gjort forarbejdet på stationen, hvor vi mødte fransk arrogance personificeret i en skrankepave, som gjorde en dyd ud af at fortælle os, at vi jo skulle have bestilt pladsbilletter noget tidligere. På halvdårligt, overdrevent langsomt og ekstremt artikuleret engelsk tiltalte han os som små børn, der ikke ved bedre.

Så bliver man lidt træt. Men man har så også noget at karikere og grine af senere.

Optrinnet endte med, at vi fandt en rejserute, som ikke krævede pladsbilletter, men som krævede en tur med bus på første stræk.

Praktikanten bag rattet i bussen

Vi tror, at det var praktikanten, der sad bag rattet i vores bus fra Annecy til Lyon. Da vi med mange utilsigtede opbremsninger hakkede os ud af banegården i Annecy, udvekslede Hans og jeg et af de der blikke, som siger: ”Jeg håber virkelig, at vi når frem til Lyon i god behold”.

Det gjorde vi. Tre timer senere blendede vi ind blandt de titusindvis af rejsende på stationen og satte kursen mod billetkontoret. Vi ville gerne bestille pladsbilletter på et højhastighedstog om fire dage, så vores hjemrejse til DK kunne blive relativt smooth og lidt kortere end planlagt.

Krisemøde og ændrede planer for hjemrejse

Dagen før i Annecy havde vi haft krisemøde. De to største af drengene + Katrine var simpelthen kørt træt. Det var nødvendigt med en revideret rejseplan. Forskellige muligheder blev overvejet, og vi endte med at gå med en plan om hjemrejse to dage før tid samt via en noget hurtigere rute fra Nice over Paris og Frankfurt.

Derfor blev noget af ventetiden i Lyon brugt på at booke pladsbilletter på TGV-toget fra Nice til Paris, samt på ICE-toget fra Paris til Frankfurt.

Det gav ro i maven. I hvert fald en times tid.

Kapløb mod tiden med hyperfokuseret mor

Videre med metro til en mindre station i Lyon, hvorfra vores tog gik sydpå i retning mod Nice.

Her ændres den rolige mavefornemmelse imidlertid på et splitsekund til uro og stress i hele kroppen, idet vi opdager at toget er forsinket, og at vi derfor ikke kan nå vores forbindelse på næste station igen, hvilket betyder, at vi på ingen måde kan komme til Nice i dag.

På det tidspunkt skifter jeg fra at være i fuldstændig kontrol, til fuldstændigt kontroltab, til handlingsorienteret hyperfokus: ”Nu følger I bare efter mig, unger. Kom vi løber”.

En virkeligt smart ting ved det franske togsystem

Tilbage med metro til hovedbanegården i Lyon. Målrettet småløb mod billetkontoret, vi forlod for en times tid siden. Hurtig kontakt med personale. Videre til hjælpeskranke, hvor vi finder ud af noget virkeligt smart, når man kører med tog i Frankrig: Hvis dit tog ikke går, så du misser din forbindelse, så skal de hjælpe med en ny forbindelse eller evt. overnatning.

Så langt så godt.

Jeg får overleveret problematikken til manden bag skranken, som efter lidt diskussion frem og tilbage finder sin arrogante franske mine frem og fortæller, at hans system viser, at vi godt kunne have nået toget, og at de derfor ikke kan hjælpe os videre.

Oh my!

Jeg bliver ekstremt insisterende og nikker bedende over mod mine tre børn, som sidder med trætte og lidt betuttede miner ude på gangen på deres rygsække. Han forbarmer sig – eller også er han bare ved at være rigtigt træt af mig – og vi får pladsbilletter til en anden forbindelse over Avignon.

Fra Lyon til Avignon

Det vælter frem med flere og flere mennesker på perronen, som alle tilsyneladende skal med toget til Avignon. Faktisk tror jeg aldrig, at jeg har set så mange mennesker på en perron, og noget siger mig, at det ikke er fysisk muligt at få alle disse folk ind i et tog. På samme tid bliver toget mere og mere forsinket, og vi kan igen regne ud, at vi igen ikke kan nå vores næste forbindelse.

Jeg begynder at overveje, hvor vi mon skal sove i nat, for vi kan umuligt nå til Nice.

Der er ikke meget andet at gøre end at stige på toget til Avignon, hvor spidse albuer hjælper os til en plads på det forsinkede tog. Børnene småsover lidt på turen eller ser bare udtryksløse ud ad vinduet. Mit hoved kører på højtryk sammen med interrailappen og Google Maps for at finde en løsning.

Eneste mulighed er et TGV-tog fra Avignon direkte til Nice, som sikkert allerede er overbooket pga. Tour de France. Derudover ligner det, at vi kun har syv minutter i Avignon til at komme af toget, finde billetkontoret, bede om ombookning og finde den rette perron.

Umiddelbart urealistisk.

Kapløb med rygsæk for at hoppe på hurtigtoget

Ved ankomsten til Avignon tager vi opstilling ved togdørene, så vi er klar. Rygsækken på. Spænder stropperne godt, så vi kan løbe. Dørene åbner, og så er det ellers kapløb mod de andre forsinkede rejsende om at nå de stakkels togassistenter, der skal ombooke vores rejse – igen.

Jeg kommer først, og heldigvis er der en skarp hjerne på den unge krølhårede togassistent, som hurtigt ser samme mulighed som mig med det direkte TGV-tog. Han løber hen for at få ombookingen godkendt og stemplet af en ældre, mere bemyndiget kollega. Løber tilbage til os, og løber med os hen mod perronen.

Der holder toget. Vi træder op ombord, finder vores sæder og dumper ned, imens jeg endelig puster ud med troen på, at vi faktisk kommer til Nice i dag.

Sen aften i Nice og sidste stræk langs kysten

Vi er i Nice. Klokken er ved at nærme sig 23.00, og vi har været på farten i over 14 timer. Vi er slidte og trætte, og jeg er ikke helt sikker på, hvorfor vi er taget ud på den her rejse.

Tankerne viftes væk, og vi stiger ombord på toget mod Roquebrune-Cap-Martin lidt øst for Nice, hvor vi skal bo de næste fire døgn. Ud af togvinduet kan vi se Middelhavet på højre hånd, hvor lysene fra de store luksus yachts spejler sig i vandet.

Jeg er så stolt over mine drenges udholdenhed og robusthed på en dag som i dag, hvor vi har været hele følelsesregistret igennem og mere til.

Endnu mere taknemmelig bliver jeg, da vores AirBnb-vært henter os i bil ved togstationen og vi efter en kort køretur kan låse os ind i en skøn lille lejlighed på bjergsiden med udsigt over havet.

Det lyder måske lidt overdrevet, men det var en af de vildeste dage i mit liv, selvom det bare var en togtur fra Annecy til Nice.