Summer of Sports: EM i fodbold og Tour de France er en (stor) del af rejsen

Sportssommeren er på sit højeste i Europa, og vi er med. Sådan rigtigt on location. Vi følger udøvernes præstationer online, og vi dyster i vores egne interne konkurrencer. Det giver spænding, nærvær og et mål for rejsen.

Det er vist ikke gået nogens næse forbi, at sommeren 2024 er en sportssommer. EM i fodbold, Tour de France og OL i Paris præger nyhedsflow og gadebillede alle steder, vi er kommet frem.

På samme tid har sportsbegivenhederne haft direkte indflydelse på, hvordan vores interraileventyr er endt ud.

Sportsommeren giver turen en grundform

Nice har hele tiden været endemålet med Tourens afslutning d. 22. juli 2024. Det har været drengenes ønske, og den var jeg med på. OL i Paris kunne ikke blive en del af turen under selve legene, da de først starter i august. Men vi ville gerne til Paris, hvor vi så forberedelserne til legene udover de obligatoriske must see-attraktioner i byernes by.

EM i fodbold har ikke direkte haft indflydelse på vores planlægning af ruten. (…Der var noget med nogle misforståelser og nogle uenigheder et sted i planlægningsfasen, og måske kunne vi have set Danmark spille i Stuttgart, men den snak er vist lukket nu). Vi har derimod været i både Tyskland, Ungarn og Kroatien, imens landenes respektive landshold spillede kamp i slutrunden. Det var i sig selv en oplevelse at mærke fankulturen blandt forskellige nationaliteter.

De rød-hvide farver har været med i rygsækken og er kommet på, når vi skulle heppe på fodboldlandsholdet eller de danske ryttere.

Sportsbegivenhederne har givet vores rute en grundform, som blev fyldt ud med alle de andre steder, vi har drømt om at rejse hen.

Hvor meget har sporten så fyldt på rejsen? Svaret er: En hel del. Og det har fungeret forbløffende godt på en måde, hvor etaperne og kampene ikke har stået i vejen for motivationen for at gøre noget andet.

Faktisk har sportssommeren kun gjort noget godt for vores tur. Og hvem skulle have troet, at jeg ville blive en – omend ikke inkarneret – men så i hvert fald interesseret cykelsportsfan.

Fra ignorant til ivrig interesseret

Jeg har egentligt aldrig interesseret mig for cykelsport. Jeg har nok egentlig aldrig forstået sporten. Husker kun sporadisk navne som Indurain og Jalabert fra min barndom. 

Det har især Gotfred fået lavet om på. Jeg er blevet fanget af det. Har flere gange taget mig selv i at tjekke situationen i dagens etape uden at være i nærheden af drengene. Bare fordi jeg synes, at det er spændende. 

Der kan man bare se. 

Jeg kender nu rytterne, ved hvem der sprinter, hvem der er god i bjergene, hvem der er udgået og Gotfred opdaterer mig dagligt med cykelfakta og nyheder fra Touren. Og jeg kom vist i lidt ekstra “good standing”, da jeg ved et tilfælde havde booket tre nætters overnatning på et hotel i Slovenien, hvor Pogacar efter sigende skulle være gæst ind imellem.

Tourens afslutning som vores egen final stage i Sydfrankrig har også fungeret som et motiverende slutmål. Måske fordi børnene ind imellem har brug for et mål at fiksere på, når de er trætte og frustrerede og stiller spørgsmål ved, hvorfor vi rejser rundt i Europa. 

De fire dage i Nice med festivitas, gule farver over det hele og alt for mange mennesker gav en form for forløsning på vores tur; nu er vi klar til at tage hjem (mere herom senere). Nok ikke helt så trætte som Vingegaard, men meget, meget trætte og mætte. Nu vil vi gerne hjem.

Sommerjulekalender med Lars Bak i en af hovedrollerne

Touren har også givet os et måske lidt uventet fast holdepunkt hver aften i rejsehverdagen. I stedet for at vi sidder hjemme på Bøgestien let spredt i en stor stue foran fladskærmen eller med hver vores egen skærm, kryber vi nu sammen i dobbeltsengen eller på sofaen omkring den lille skærm på Ipad´en. Det er råhygge og tæt nærvær, og det er skidegodt.

Det har været et dagligt ritual for os at se Aftentour, og dem er der ikke mange af, når vi rejser. Altså ritualer eller rutiner for den sags skyld. 

Når faste rutiner og kendte omgivelser er fraværende, så bliver nærværet af noget kendt og forudsigeligt som TV2´s aftentour noget, man glæder sig til. Lyder det skørt? Måske, men det er som en sommerjulekalender on the road. Mikael Stærke og Lars Bak toner frem på skærmen, familien slapper af og nyder det. Også selvom man engang har været fuldstændigt ligeglad med cykelsport.

Vores eget pointsystem

Som et ekstra krydderi til vores summer of sports har Gotfred hjemmefra lavet pointsystem og skemaer til både EM i fodbold og Tour de France, hvor vi alle har sat hver vores fodboldhold og cykelhold med spillere og ryttere. Efter kamp og etape tildeles udøverne point ud fra dagens resultater og i sidste ende tælles det op, hvem der har sat bedste hold i de respektive sportsgrene.

Og vinderne blev [trommehvirvel]:

EM i fodbold

  1. Sigurd

Tour de France

  1. Gotfred

Nu er OL coming up. Det glæder vi os også til at følge hjemme fra. Spændende om vi kan samle os alle fem foran én Ipad i én sofa.

Tags:

Skriv en kommentar