Vi har her efter 35 dages rejse tilbagelagt over 4000 km med tog på tværs af 10 lande. Det kan mærkes på flere måder.

Vi er blevet mere rejserobuste og det viser sig bl.a. ved:

• Vi er alle blevet ret rutinerede i at pakke rygsækken både ud og ind på kort tid. På 5 minutter får vi, uden at tænke over det, en ferielejlighed til at ligne vores egen, når vasketøj, opladere, madpakkeposen, toilettasker, osv. er blevet spredt over det hele. Og lige så hurtigt kan det hele samles igen og pakkes det rigtige sted i rygsækken.
• Vi har indarbejdet rutiner for morgenmaden, for hvem der viser vej (mig eller Gotfred), for skærmbrug (sådan da) og alle ved, at penalhuset er i mors venstre sidelomme og powerbanks findes i fars rygsæk i den hvide pack cube.
• Nogle af os har fået større muskler nye steder pga. løft og gang med rygsæk (på trapper).
• Vores lager for oplevelser i hovedet er ved at være godt fyldt op. Det kan mærkes. Nogle gange kan vi ikke huske, hvor vi stod op i morges – eller hvor vi var i går eftermiddags.
• Vores bankkonto er ikke så godt fyldt op mere.
• Lunten for skænderier og konflikter er lidt tyndslidt og kort. Vi kan mærke, at vi har haft mange nætter, hvor vi ikke har sovet helt så meget.
• Vi er begyndt at glæde os en lille smule til rugbrød og maden derhjemme, og vi savner Bøgestien ret meget.

Derudover har vi lært rigtigt meget om at rejse og om at være på interrail som familie, når det gælder planlægning, økonomi, overnatning, rejseruter, mad, udstyr og meget mere.

Jeg har en ambition om at udbygge interrailfamily.com, når vi er hjemme igen med noget af al den viden og de gode råd, vi har samlet op undervejs (…nu har jeg skrevet det her, så håber jeg også at få det gjort!).

Tingene og togene kører aldrig, som man troede

En af de vigtigste erfaringer, vi har gjort os, er, at togene aldrig kører, som forventet. Det lyder måske banalt, for alle snakker altid om, at togene ikke kører til tiden. Men jeg havde nok alligevel troet, at de fleste lande i Europa ville være ved at have så meget styr på systemer og infrastruktur, at køreplaner var sådan rimeligt til at regne med – med enkelte forsinkelser og aflysninger her og der.

Det er så bare ikke kun her og der. Det er et allestedsnærværende grundvilkår, når du er på interrail i Europa. Et vilkår som betyder mere jo længere mod syd, du kommer.

Denne uges togrejse i Italien giver et meget godt billede af, hvorfor du skal være klar på forvirring, forsinkelse og en smule charme overfor togpersonalet.

Forvirring og forsinkelse i de italienske toge

Både turen med tog til Venedig (fra Lake Bled over Gorizia) og fra Venedig (over Verona og Brescia til Iseo) gik (selvfølgelig) ikke som planlagt. 

På turen til Venedig var stationen i Nova Gorica under ombygning, og det tog lidt tid at finde over grænsen til Italien og hen til Gorizia Centrale, hvor vi skulle videre fra. Derfor nåede vi ikke toget og måtte en omvej af Trieste til Venedig med endnu et tog, hvor air-con var crashet. Det var kun halvanden time, men det er også lang tid, når temperaturen nærmer sig de 40 grader!

På turen fra Venedig var toget forsinket i ankomsten til Verona. Så vi nåede ikke forbindelsen. Fandt et andet tog, og kom til Brescia. Men her var togstrækningen mod nord brudt sammen eller noget. Så der sad vi blot på stationen og ventede – længe – imens vi med jævnligt mellemrum prøvede at snakke med det italienske togpersonale, der febrilsk telefonerede og gik frem og tilbage. 

Pludselig kommer en af dem hen til mig, og siger: ”The train is coming, but you go with direct bus to Iseo now! Hurry up. Follow my colleague”. Det var kun os, hun henvendte sig til. Ikke alle de andre ventende passagerer?!? Vi ved endnu ikke helt hvorfor. Måske fordi jeg forsøgte at connecte lidt med hende togfidusen ved mine gentagende henvendelser? Men vi kom direkte til Iseo med bus.

Ændrede planer er et grundvilkår

Med en måneds tid på farten og erfaringer med togrejse i både Tyskland, Frankrig, Ungarn, Serbien, Montenegro, Kroatien, Slovenien og Italien står det helt klart: Der sker altid noget uventet, og man skal være klar på, at det der på papiret ligner en tre timer lang togtur med et enkelt skift hurtigt kan blive en dagsrejse over 7-8 timer, der tærer på både kræfter og tålmodighed. 

Så på rejsedage siger Hans gerne et par gange om morgenen: “Og nu tager vi lige udgangspunkt i at toget ikke kommer, og at der er 100 grader i kupéen”.

Lad børnene finde på noget og læn dig tilbage i uvisheden

Så, ét godt råd til familier på interrail: Lav din rejseplan, så der er luft mellem de forskellige togskift. God luft, hvilket er mere end 1 time og gerne halvanden. Så går du ind til rejsedagen med en mere realistisk forventning til, hvornår I er fremme, og der er mindre sandsynlighed for frustration hos store og små.

Forvent på samme tid, at planerne vil ændre sig alligevel. Selvom du har forsøgt at planlægge godt og indlægge pauser. Vær i din egen frustration (det lyder sgu lidt som en selvhjælpsbog det her!) og børnenes frustration og efter lidt tid, sker der ofte det, at børnene finder på noget af sig selv, hvis du lader dem lidt være. Bottle flip-konkurrence, kryds og bolle på gulvet, fletning af lillebrors hår, håndstandstræning. Så kan du købe en kop kaffe imens, og forsøge at læne dig tilbage i uvisheden.