Lørdag d. 29. – søndag d. 30. juni

Hans og jeg trækker lige vejret dybt en gang og smiler opmuntrende til hinanden og drengene. I morges forsikrede jeg dem alle om, at toget ville være mere moderne, sikkert med aircon og køre noget hurtigere end det, vi kørte med i Montenegro.

Det var det så ikke. 

Men vi er jo heller ikke taget på interrail for at opleve mere af det, vi kender hjemmefra. Og til at begynde med virker klimaanlægget. 

Farvel til ølivet

Efter en sidste dag på Hvar med cykeltur ud på halvøen Kabal, hvor vi fandt en hemmelig strandbar og det mest turkisblå vand, vi har badet i, var vi ved at være klar til at vende tilbage til fastland i Kroatien. 

Hvar er bestemt et anbefalelsesværdigt rejsemål, hvis du er til strand, vand, cykling, vandring, slentren på havnepromenaden og muligheden for at finde hemmelige strande. Næste gang, tror jeg dog, vi vil komme i maj eller september, hvor temperaturen givetvis er under de 30 grader og bedre til fysisk aktivitet.

Godmorgen fra færgen

Luften var frisk, solens stråler var barmhjertige og bjergene indrammede bugten til et smukt farvelbillede, imens vi sad på øverste dæk af færgen og vågnede langsomt. Turen fra Stari Grad til Split tager to timer, hvor man kan nå at nyde roen, inden man går i land i den ret så turistede storby Split.

Vi havde forgæves forsøgt at booke pladsbilletter på toget fra Split til Zagreb online, og fundet frem til, at digital pladsbestilling for interrailrejsende heller ikke er muligt på strækningen Split – Zagreb. I følge forskellige interrrailfora gør det imidlertid ikke noget, for man skal bare købe dem på stationen, når man kommer. Der er altid plads. 

Der er altid plads i toget, måske

Så det gjorde vi. Mødte bare op. Og den søde dame i billetsalget rystede undskyldende på hovedet: “No, no, no. No more tickets.”

Det er lige der, hvor jeg ikke er en særligt god interrailrejsende. Måske hvis jeg var alene afsted eller sammen med Hans, og det kun var os to, der skulle overskue en alternativ rejse. Men når jeg står der med tre lidt utålmodige børn, som også godt kan lide at vide, hvad der skal ske. Så kan jeg godt få det ret træls i maven i sådan en situation. Der var kun ét tog til Zagreb den dag. Og hvor skal vi sove? Og hvad gør vi så nu?

Den søde dame fortsætter: “You just come here in 3 hours and go to the train and ask the conductor. Then maybee there is seat”. 

Nå, men ok, det gør vi så.

Afsted med rygsække til nærmeste ledige skyggepalme. Tre timers venten; en disciplin, vi er blevet ret gode til. Julius finder hurtigt sin fodbold frem. Sigurd finder hurtigt et marked, hvor han kan gå på opdagelse. Gotfred finder Excel frem. Og jeg googler febrilsk for at finde busruter til Zagreb. Hans svæver over det hele med sin ukuelige ro.

8 timers tryktest for familie på interrail

Efter venten, kaffe og is går vi håbefulde tilbage til stationen i Split, sætter os på perronen, hvor idéudvikler på gode historier, vi kan fortælle til konduktøren, så han/hun bliver overbevist om at tage os med.

Toget kommer, og vi kan ikke finde nogen konduktør, så vi stiger ombord og sætter os i en tom kupé. Jeg finder konduktøren på toget, som hører på min lange forklaring. Ser på mig med et tomt blik og peger mod retningen af kupéen, jeg kom fra. Det eneste hun siger er: “Sit”.

Tilfreds med svaret sætter jeg mig igen, og vi triller stille og roligt op gennem Kroatien. Taknemmelige for, at være kommet med toget, og at der kommer en smule frisk luft ud fra klimaanlægget ind imellem. 

Efter 3 timers kørsel lader det imidlertid til, at der er noget galt med toget. Det er som om strømmen i vores togvogn er forsvundet, og vi kører ind imellem ret langsomt. Dørene kan ikke åbne, lyset kan ikke tænde, og den friske luft er helt væk.

Her er vi godt i gang med en form for tryktest for familier på interrail, hvor lunten er virkelig kort, temperaturen er virkelig høj, og uvisheden om vi nogensinde når Zagreb er lidt for nærværende.

Symfoniorkester byder velkommen

Da vi endelig rammer Zagreb kl. 21.45 og stiger af toget, siger jeg flere gange til drengene: “I er simpelthen så seje”. For det er de altså. Selvom vi skændes, er ved at koge over og er overtrætte, så joker vi, griner og hjælper hinanden. 

Lige udenfor stationen i Zagreb Glavni Kolodor (hovedbanegård) er der en stor park, som er oplyst i forskellige farver og i den ene ende spiller et symfoniorkester moderne klassisk musik som for at fejre, at vi er nået frem på vores rejse. (Eller fordi der er en klassisk musikfestival i byen).

Stemningen letter yderligere. Vi finder hurtigt en sporvogn, som vi godt nok tager i den forkerte retning for så bagefter at tage den tilbage og i den rigtige retning. Forcerer en stejl gade gennem Zagrebs gamle bydel til fods og kan låse os ind i en hyggelig AirBnb-lejlighed. 

Nu venter to overnatninger i Kroatiens hovedstad og mellem dem en feriedag uden de store ambitioner.