Tirsdag d. 18. – mandag d. 24. juni 2024
Sådan har den sidste uge været, hvor dagstemperaturen for det meste har ligget og vippet omkring de 35 grader, som dog pga. luftfugtigheden har føltes som mere.
Når havvand, aircon og kolde colaer er en nødvendighed
De seneste seks dage har vi været enten i vandet, i lejligheden med aircondition på fuld hammer eller i skyggen med kolde colaer.


Faktisk er det perfekt timing. At hedebølgen skulle komme, netop som vi har seks dage ved Adriaterhavet. Her bor vi i byen Sveti Stefan, som drengene allerede inden ankomst havde døbt Sweaty Stefan – eller bare svedige Stefan.
Så altså, god tid med svedige Stefan og i orden, at man tager eftermiddagen hjemme i aircon-luften med dagbogsskrivning (Katrine), lydbøger (Hans), Mr. Bean tegnefilm (Julius + Sigurd) eller cykelsportstatistik (Gotfred).



At lave ingenting med god samvittighed
Nogle af os kan godt have det sådan, at nu er vi afsted på vores families store eventyr, og så skal vi ud og se dit og dat. Opleve sammen. Alle fem sammen. Hele tiden. Carpe diem og kvalitetstid med familien.
Den forestilling om konstant familiesamvær og udadrettede oplevelser tvang varmen os (nok mest mig) til at revidere en smule.
Når det er så varmt, som det har været den seneste uge, så kan jeg ikke tænke. Jeg kan ikke overskue verden, jeg har svært ved at se ud over egen næsetip, og jeg får det ind imellem fysisk dårligt. Så går der lidt overlevelsesstrategi i den.
Derfor skal jeg finde fred med, at det faktisk er i orden, at blive hjemme i ferielejligheden og strikke, se Mr. Bean eller skrive dagbog. Og så en strandtur senere på dagen.
Og at det også er helt i orden at flere dage går på denne måde, selvom jeg kan sidde inde og se ud på Adriaterhavet lige dernede. Og det var også OK, at vi droppede den planlagte tur til Montenegros absolutte turistmagnet Bay of Kotor, fordi det simpelthen ville være for varmt inde i landet. (I hovedstaden Podgorica ramte de 45 grader i fredags!).

Der er også noget med, at når man rejse i 50 dage, så kan oplevelserne ikke være lige intense hver dag, og vi har alle ligesom brug for vores… space eller hvad man kalder det på godt dansk.
Liggestole til 100 euro for 1 dag og konspirationsteorier om spøgelseshotel
Sveti Stefan ligger lidt syd for Budva, som er Montenegros mest populære badeferieby med store, arkitektonisk forfærdelige hotelbyggerier, strande hvor liggestolene står linet op med 30 cm´s mellemrum, og turister i lidt for småt badetøj fylder sig med friturestegt mad til overpris.
På den baggrund er Sveti Stefan et godt og mere roligt alternativ, hvor man samtidigt kan nyde udsigten til et af Montenegros mest fotograferede sights; den lille halvø med de historiske bygninger.

Lonely Planet havde forberedt os på, at man ikke kunne komme ud på øen, fordi den ejes af en luksushotelkæde i en klasse helt uden for kategori (Aman). Adgang kræver, at du virkelig er ved muffen, og det samme gælder i øvrigt strandene nord for byen (Milocer og Queens Beach). Her kan du gå forbi, men vil du opholde dig der, skal du smide 100 euro for en liggestol. For én dag!!! Det er jo sindssygt.
På andendagen i Sveti Stefan begyndte vi at undre os over, hvorfor der var skodder for alle vinduer ude på øen. Det virkede ret spøgelsesagtigt. Og da Hans og jeg gik forbi Milocer og Queens Beach på vej til nabobyen Prezno for at handle ind, var der ikke eksklusive liggestole og guldparasoller, men derimod fuld af børn, bedsteforældre, farverige parasoller, strandtæpper og køletasker. Det var her de lokale brugte deres eftermiddag og aften.

Så begyndte vi ellers på forskellige konspirationsteorier om, hvorfor hele luksusanlægget var lukket ned. Måske var det gået konkurs? Måske var det russiske ejere, og det var beslaglagt? Måske var regeringen begyndt at blande sig i denne lukkede enklave af luksus?
Er du interesseret i sandheden om luksusspøgelseshotellet, så fandt Hans frem til en artikel, hvor dele af historien bliver belyst. Der mangler imidlertid lidt opdatering frem mod i dag. Hans fortsætter sin research. I hører nærmere.
I vandet det meste af tiden
Udover at holde klimaanlægget i lejligheden med selskab, dyrke konspirationsteorier, strikke, høre lydbog, lave statistik og skrive dagbog, så er det meste af tiden gået med at bade i havet, hvor vandtemperaturen har været omkring de 28 grader.




Sveti Stefans strand er super fin, og her fik vi os et stamsted ved den lokale strandbar. Andre strande, som bestemt er anbefalelsesværdige i området er:
- Milocer Beach
- Queens Beach
- Mogren Beach (lidt nord for Budva), hvor man kan springe i fra klipper
Sigurd befinder sig bedst i havet og helst 5-6 timer hver dag. Vi andre nyder det også, men det er simpelthen en fornøjelse at se, hvordan han svømmer, dykker efter fisk, spiller bold, padler rundt på Bo (vores nye havskildpadde), springer fra klipper, hopper i bølger og bare ligger og flyder rundt. Meget af tiden er Julius og Gotfred også med, men der er ingen, som kan følge med på hans niveau af vandaktivitet.

I morgen går turen forbi Kotor, Herceg Novi over grænsen til Kroatien, og så skulle vi gerne ramme Plat lidt udenfor Dubrovnik hen ad eftermiddagen.

Skriv en kommentar