Lørdag d. 15. – søndag d. 16. juni

24 timer i Budapest og ikke nogen dagsorden for at skulle nå noget særligt. Under den overskrift var det en god fornemmelse at tjekke ind i en lys, rolig, ren AirBnb lejlighed placeret lige midt i det hele.

Valutaomregning for viderekommende, AirBnb med escaperoom og børn, der er kuk-kuk

På trods af de ret lave ambitioner,. ift. hvad vi skulle nå, nåede vi forbløffende meget. Her kommer highlights fra Budapest:

• Virkeligt fin og overskuelig storby med parker, springvand og legepladser midt i byen. (Springvand er ligesom en aktivitet i sig selv for vores unger).
• Perfekt placering af AirBnb lejlighed med udsigt til Szent István Basilika
• En tur med hop on/off sightseeing bus, som er en fin (men meget dyr!) måde at se byen på
• Hans havde fundet et sted, hvor man kunne købe en helt liter vildt lækker is for kun omregnet til dansk valuta 27 kr. Næsten for godt til at være sandt. Så det gik drengene selvfølgeligt efter. En time senere kom de tilbage. Sigurd løbende mod mig: “Far har købt is for 270 kr!!!” Altså for godt til at være sandt.

Vi boede i en skøn AirBnb-lejlighed, med escaperoom-agtig tjek ind-procedure: Kode til hoveddør, gennem rum, op med gammel elevator, gennem gul gitterdør, nøgleboks med kode, nøgler indeni, vælg den lilla, låse dør op med nøglebrik, vælge den rigtige dør bagved døren og så endelig låse sig ind i lejligheden.

Og senere den aften, mellem vasketøj og rygsække udspillede sig en noget heftig putteseance for de to mindste, der pressede de sidste dråber tålmodighed ud af Hans og jeg.

Børnene bliver lidt kuk-kuk af det omskiftelige rejseliv og ind imellem knækker filmen fuldstændigt, når de bliver så overtrætte, at de selv er overbevist om, at de er klar til at lege dåseskjul med bind for øjnene i Budapests metro.

Men det er på en eller anden måde småting i forhold til det eventyr vi er i gang med. Og når man ikke skal jonglere ugeplaner, madpakker, arbejde, AULA og syge børn; så går det sgu nok.

Balkan beats på bagsædet af en pirattaxa

Mellem Budapest og Beograd går der ikke tog. Så skal man i hvert fald en lang omvej over Zagreb eller noget i den stil. Derfor havde vi hjemmefra booket billetter med Flix Bus. Turen tager 6 timer, der er wifi i bussen (vigtigt, når man skal se landskamp Danmark – Slovenien), og så kunne man reservere de fine, forreste sæder med panoramaudsigt for et tillæg.

Da vi skal finde pladserne i bussen, møder vi for første gang en noget mere loose kultur ift. rammer og regler personificeret i buschaufføren med det fine skæg, som rygende på en smøg indeni bussen bare siger “no no”, da jeg forklarer ham, at vi har reserveret de første sæder.

“Nobody sit here. You sit here”, og henviser os til tilfældige pladser længere nede i bussen. Bagefter lægger han sig selv på langs på vores sæder, imens hans chaufførkollega kører os til Beograd. Drengene mener bestemt, at jeg skal sende en klage til Flix Bus.

Og wifi snakker vi ikke mere om (eller jo det gør vi – faktisk er det et alt for debatteret emne på rejsen… mere om det senere). I hvert fald er wifi både uddebatteret og ret ubrugeligt på busturen. Og data koster penge i Montenegro. Landskampen bliver fulgt på liveblog på dr.dk i stedet.

Fremme i Beograd aner vi ikke, hvordan vi skal komme til vores hostel, og ender derfor med at betale en sindssyg overpris til en pirattaxa. Men så får vi også en tur med subwoofer i baggagerummet og en fortælling om situationen i Serbien.

Overnatning på Donau, hvor du både får uidentificerbar serbisk morgenmad, gratis taxakørsel og livsfilosofi med på vejen

Beograd er fed! Og varm. Men mest fed. Ikke fordi menneskene der var specielt hjælpsomme. Hver gang jeg spurgte nogen efter busbilletter, atm, vejvisning eller andet kiggede de bare på mig og rystede opgivende på hovedet.

Beograd er fed, fordi vi her virkeligt mærker, at vi er ved at være langt hjemmefra, og fordi vi rammer et land med en mentalitet og historie, som på mange områder også er langt fra danske tilstande.

På samme tid føler man sig også endnu mere på udebane, når man ikke forstår noget som helst af, hvad de siger. Som i nada, nix, ingenting. Skiltene står mange steder kun med serbiske bogstaver (se øverste linje på skiltet nedenfor). Sproget lyder meget som russisk og ingen af ordene virker genkendelige. Vores pirattaxachauffør og vandrehjemsejeren taler ok engelsk, men det er også nogle af de eneste, vi møder, som gør det.

Der er meget at fortælle, men synes at vores vandrehjem på en flodpram på Donau fortjener mest opmærksomhed. Drengene synes, at det var lidt slidt og rynkede på næsen, da vi kom, men følte sig alligevel hurtigt hjemme. Ikke mindst fordi de kunne mærke, hvordan både ejeren og hans to ansatte gjorde en dyd ud af, at vi skulle have det godt.

Så selvom vi ikke spiste særligt meget af den mærkelige morgenmad, de havde lavet og ikke drak så meget af mudderkaffen, så var de som et par reservebedsteforældre, der hele tiden var klar på at hjælpe os med køleskab, fryser, transport, indkøbsmuligheder, osv.

Og inden afrejse, hvor jeg gerne ville, at vi kørte mod stationen mindst 1,5 time før togafgang, fik jeg lige en smule livsvisdom: “Katrine, why? You should relax. You are on holiday. Out of your community. You should enjoy. We fix. Relax. I drive you. Trust me. We will get to the train”.

Hovedet på sømmet. Jeg er uden tvivl lidt for bange for at komme for sent, og vil altid gerne være lidt foran. Så jeg har ham lidt i baghovedet nu her, når vi rejser videre.

Da han satte os af på banegården fik jeg et knus af ham: “Katrine… All the best. See you again at some time.”